Feedingprogram lillejuleaften

Vi startede ud allerede d. 22. december om natten, med at købe mad og lunch-bokse til alle børnene i vores drop-in center i Pier 4. Gaden hvor vores drop-in center er placeret rummer mere end 300 børn og deres forældre og bedste forældre. Okay, vi skulle altså lave mad til over 300 børn og pakke det i lunch-bokse, hvordan griber vi lige det an? Jo, vi var så heldige at vi fik hjælp af nogle lokale i Talisay, en mindre by, som ligger omkring 20 minutters kørsel fra Pier 4. Disse lokale havde stået siden meget, meget tidlig morgen d. 23. december og kogt ris og stegt kylling over bål, så vi kunne følge vores tidsplan.

Klokken blev 8.30 og første omgang ris og kylling var klar til at blive pakket. Al maden skulle pakkes inde i en lokal families lille køkken/stue, så vi blev hurtige enige om at lave ”stationer”, hvor vi hver især stod for at pakke det forskellige mad i en lunch-boks og sende den videre til den næste station, hvor det næste mad blev puttet i, osv. Lunch-boksene bestod af ris, nudler med grøntsager, sammenkogt gris med grøntsager, pølser og kylling. Vi skrev et bogstav på lunch-boksene for at kunne huske, hvad der var i. P for pølse, g for gris og k for kylling – og så var vi klar efter at have pakket, pakket og pakket i et par timer. 

Vi havde derefter et stuegulv fyldt med næsten 400 lunch-bokse, klar til at blive delt ud, men de skulle jo også transporteres ud til vores drop-in center. Jo, vi pakkede det hele bag på en ladevogn og så var vi klar til at tage til Pier 4.

Da vi ankom til vores drop-in center i Pier 4, blev ladevognen stormet og omringet af alle børnene og også deres forældre. Den eneste måde vi kunne gennemføre vores feedingprogram på, uden at risikere at de samme børn kom tilbage og ville have mere, ja så valgte vi at lave en streg med sort sprittusch på deres hænder, derved kunne vi se om de før havde fået en lunch-boks.

Der var mange børn og de voksne og ældre ville også have mad. Ja, de var alle lige så ivrige efter at få en lunch-boks, som en flok sultne løver er når de har nedlagt en antilope. Men det skulle lykkes det her, vi havde ventet på denne dag i så lang tid og vi havde glædet os så utrolig meget til at give alle disse skønne børn noget mad og samtidig ønske dem god jul og godt nytår. Vi fik børnene til at stille sig i en lang række og vente på at det blev deres tur. Første streg, anden streg, tredje streg… det fungerede godt det her. Alle børnene havde fået en lunch-boks og vi var oveni købet så heldige at have en del lunch-bokse tilbage, så vi valgte at give disse til de ældre.

Efter et meget vellykket feedingprogram sluttede vi dagen af med at gå en tur i slummen, som faktisk er en ”landsby”. 

Vi fik sagt glædelig jul og godt nytår til dem alle og ligeledes fik vi kram og en hilsen om tak for mad. En kæmpe tak til alle jer, som har været med til at gøre dette muligt! Vi kunne ikke have gjort det uden jer. Det har været en værdifuld og uforglemmelig fed oplevelse at være med til at sætte det hele i gang. 

På vegne af FSK og alle børnene og deres familier i Pier 4, af hjertet tak!

He kills all the fun - Kaos på CSYGC

På Community Scourt Youth Guidance Center bor der 50 drenge, som tidligere er opvokset og har levet på gaden. De yngste er 8 år og den ældste er 27. Disse drenge er virkelig super søde og de er ualmindeligt taknemmelige for alt hvad vi laver med dem og gør for dem.
Det er seriøst ubeskriveligt dejligt, hvor meget man får igen af disse drenge. Priceless!

Jeg vil give dig som læser dette blogindlæg, et billede af, hvordan hverdagen ser ud på børnehjemmet lige i øjeblikket - Men først får du en kort beskrivelse af, hvad det er for en personalegruppe der styrer børnehjemmet.

Lederen af centeret er højt uddannet inden for IT branchen, men har ingen uddannelse inden for det humanistiske felt. Han har tidligere haft et arbejde inden for sit eget felt, hvor han var højt oppe i hierarkiet. Derudover er der en sagsbehandler, som er hende der har den daglige kontakt med børnene og som også er vores kontaktperson, når vi er i praktik derude. Det er hende som står for de forskellige aktiviteter og ture, som bliver lavet på centret.
Centrets øvrige personale består af seks ”housemoms og housedads”, som er med til at lave de daglige pligter. Deres job er blandt andet også at være med til at passe på børnene og lave aktiviteter med børnene, og fungere som ekstra pædagoger. De har ikke nogen uddannelse inden for det pædagogiske felt og er blevet placeret på centret af regeringen. Desværre sover disse personer oftest når de er på arbejde, især mændene, og de deltager yderst sjældent aktivt og interagerer sjældent med børnene. Husmødrene laver ikke så meget mad til børnene. Engang fik de kæmpe portioner, nogle gange var det muligt at få to gange, men sådan er det ikke rigtig længere.

Nu til hvordan centeret fungere i øjeblikket… Af hensyn til børnenes tarv og min tavshedspligt, vil jeg ikke nævne navne. Jeg vil derfor heller ikke komme med uddybende forklaringer på nogle af de ting jeg skriver, netop for at beskytte børnene. 

Lederen er i gang med at etablere nogle nye regler på centeret, som gør at lederen kan få mere magt på centeret, at han kan få det som han vil have det. På centeret er det de store drenge, som styre showet, som guider og hjælper de yngre drenge, fordi at personalet ikke hjælper eller vejleder børnene. Dette gør at de yngre drenge ser op til de ældre. Det er blandt andet dette, som lederen vil ændre på, da han ikke ønsker at det er de ældre drenge, som har magten. Han vil have mere kontrol over børnene, mere magt, og det mener lederen at han kan få, ved at smide dem over 18 år ud fra centeret. Jeg kan simpelthen ikke se, hvilken magt lederen kan få, ved at kassere de ældre børn, ved at sende dem ud på gaden, ud til fattigdom, kriminalitet, vold, sult, ud til det miljø, som de kom fra til at begynde med – ud til ingenting! Alt det, som disse drenge har kæmpet hårdt for at opnå, kæmpet for at blive det individ som de er i dag, alt det falder ret sikkert til jorden, hvis det bliver aktuelt, at de skal smides ud fra centeret.

Har børnene konflikter, træder personalet ikke ind og hjælper, det er børnene selv, der må hjælpe hinanden – de er sådan set overladt til sig selv, til at styre deres egen opdragelse og udvikling. Børnene, men også os som praktikanter, føler frustration over, hvordan lederen har valgt at tingene skal være og gøres på. Børnene giver udtryk for at de er utrygge og, nogle endda bange for lederen. Måden tingene fungere på ude på centeret, minder meget om ’kæft, trit og retning’-princippet, da de skal lytte til og gøre hvad der bliver sagt, og der arbejdes meget efter at børnene skal være disciplineret. Lederen opdrager på børnene, som han finder bedst, eller det virker det i hvert fald til. Her tænker jeg så, om han tror at børnene er en slags maskine, som han bare kan justere på efterhånden som eventuelle problemer og fejl opstår.

Der er imellem lederen og sagsbehandleren nogle uenigheder om, hvordan tingene skal være og gøres. Det er meget hierarkiopdelt og det siges, at lederen og sagsbehandleren har haft en magtkamp kørende i tre år, som desværre nu er ved at eskalere fuldstændigt.
Det skal lige siges, at regeringen ikke træder til og hjælper i denne svære tid. De tilbyder ikke en form for mægling til personalet eller til børnene og personalet imellem.
De står alene – de må selv løse deres problemer, det er ikke regeringens problem eller ansvar. Vi er som praktikanter derfor meget bekymret for børnenes tarv og deres fremtid.

Et barn har engang sagt: ”He kills all the fun”. Her tænker jeg som kommende pædagog på, hvornår får børnene lov til at være børn? Børnene føler at de ikke rigtig får råd og vejledning omkring mange ting, de er meget frustreret. Børnene har mange daglige pligter, som de skal gøre, før de kan lave hvad de har lyst til – og alligevel, har de ikke særlig meget at gøre godt med. Vi har fornyligt lavet en basketballbane til dem, og vi var i gang med basketballkurven, men desværre blev den skilt ad efter nogle dage, af personalet – så den mangler vi stadig. Derudover har vi nogle spil liggende i et låst skab, men dem har børnene ikke mulighed for at benytte, med mindre vi er derude. 

I Danmark har vi en lovgivning, som beskriver, hvad vi skal arbejde efter og hvad vi må og ikke må i arbejdet med børn og unge. Ifølge lovgivningen inden for børn og unge området, skal man som pædagog i et dagtilbud, tilbyde et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, der fremmer børnenes trivsel, sundhed, udvikling og læring. Det betyder blandt andet, at dagtilbuddet skal medvirke til at give det enkelte barn en god og tryg tid i dagtilbuddet, ligesom at barnet skal støttes i et udviklingsforløb, hvor barnet bl.a. lærer sociale og almene færdigheder. Dagtilbuddene har herved en meget vigtig rolle i forhold til at understøtte alle børns trivsel og læring, så børnene både har en god tid i dagtilbuddet og rustes bedst muligt til det kommende skoleliv. Dagtilbuddene udgør derfor en vigtig ramme for børnenes liv.
Det pædagogiske arbejde bygger på værdier som anerkendelse af børn/unge som aktivt skabende medmennesker, idet børn/unge opfattes som aktive medskabere af kultur og viden. Rummelighed, som handler om, at man har respekt for og anerkender børns/unges rettigheder og deres individuelle, udviklingsmæssige, sociale og kulturelle forskelligheder.

Som pædagog skal man have et ressourcesyn på børn/unge, forstået på den måde, at det pædagogiske arbejde tager afsæt i børns/unges potentialer frem for deres mangler. Man skal som pædagog være nærværende og have empati, hvilket indebærer at man skal se og forstå det enkelte barn/unge alene og i samspil med andre. Inddragelse, som rummer børns/unges deltagelse i og indflydelse på den konkrete pædagogiske proces. I det pædagogiske arbejde er dialog og samarbejde vigtig, hvor børn/unge og forældre opfattes som ligeværdige samtalepartnere og samarbejdspartnere.

Ligeledes er det vigtigt at være åben og aktiv deltagende i forhold til nye og alternative muligheder og i forhold til omverden og lokalområde. Det pædagogiske arbejde bygger på etik, et socialt engagement og et udviklingsperspektiv.

Who am I, to be blind?

I see the kids in the street,
with not enough to eat
who am I, to be blind?
Pretending not to see their needs

- M.J.

Vi i Filipino Street Kids er nu startet på gaden i Patrice, som ligger ved havnen i Colon. Førhen troede jeg, at jeg allerede havde set de fattigste områder af Cebu City, men jeg tog fejl. Patrice er et af de områder, hvor der bor flest gadebørn og familier. Der bor efter sigende 300+ børn … og det er bare på dén gade. Gaden er omkring 300-500 meter lang og på grund af den nærliggende havn, er der derfor også en del gennemkørsel af lastbiler og taxaer o. lign. Og det er også selvom, at der knapt er plads til at de kan køre igennem. Når du starter for enden af gaden, ser du først nogle enkelte familier, som bor på fortovet. De bor på et stykke pap, den bare jord eller på de kølige fliser, under træerne. De har ikke ret meget mere end hinanden og alligevel smiler de altid, hilser og er i godt humør. Går du længere hen ad gaden møder du lidt flere familier og en del børn, som løber rundt på gaden og leger, også selvom at de egentlig ikke har nogle materielle ting at lege med. For dem har de hinanden og det er godt for dem, for de kender ikke til andet. 

Efter min mening er fattige børn også de mest kreative, da de kan finde inspiration til lege, med bare en kapsel eller en mønt… eller andre ting, som for størstedelen af os, er ubetydelige ting, som vi bare smider ud. Der kommer børn gående eller løbende imod dig, de tager dig i hånden og spørger med et stort smil hvad du hedder. Jo længere hen af gaden du går, kommer der flere og flere ”huse” på begge sider. Huse som familierne selv har bygget ud af træ. De er ikke større end 5-10 m2 og er ikke pæne, stabile/sikre, lige eller egnet til beboelse, efter min mening. Familier på måske 6-8 personer. Vi blev på et tidspunkt inviteret indenfor i ét af husene, hvor der bor mennesker – to voksne og tre børn. Kvinden som inviterede os indenfor i sit hus, havde et lille spædbarn liggende på gulvet på nogle tæpper. Der var ikke meget plads til os tre hvide piger, som fylder mere end to filippinere tilsammen, men vi fik alligevel en skammel hver at sidde på. Kvinden satte sig på gulvet ved siden af babyen. I døråbningen, stod der en del filippinere, nok en 6-8 stykker, som bare stod og betragtede os tre hvide piger sidde i det lille hus. I dette lille hus, jeg vil mere kalde det for et skur, er der proppet alle mulige ting ind, for at holde huset oprejst/stabilt og regntæt, og alligevel er det ikke regntæt, da de mængder regn de sommetider får her på Filippinerne, kommer ind igennem de mindste sprækker og løber ind under husets vægge.
Det er ikke noget man ønsker at bo i. Men for dem betyder deres huse meget, for de har selv bygget det og det er deres. Der er små huse, som kan betragtes som kiosker og andre, som cafeer. Det er her de lokale sidder og hygger sig – eller det ser i hvert fald sådan ud. Gaden har altså også, foruden alle gadebørnene, deres eget lille lokalsamfund. Det lyder måske her, som om at de har det godt og sagtens kan klare sig med den smule de har – sådan er det slet ikke. Det er ikke alle børn, som er en del af en familie og de er derfor overladt til sig selv.

Inden vi startede på gaden, havde vi gjort os nogle tanker om, hvad og hvordan vi ville begynde vores arbejde og hvad kan vi egentlig gøre, med de ressourcer vi har til rådighed?
For at vi kan gøre noget for gadebørnene i Patrice, er vi nødt til at starte med deres basale behov. Vi skal have fokus på deres hygiejne, som jo i rigtig mange tilfælde hernede føre til sygdom hos rigtig mange af dem, og i nogle tilfælde føre det også til døden. Vi blev derfor hurtigt enige om, at vores første tiltag ude på gaden, skulle være at børste tænder på børnene. Mange, ja faktisk største delen af børnene, har huller i tænderne, rådne tænder, tandkødsbetændelse etc. Og netop på grund af deres fattigdom, er det ikke tandbørstning og hygiejne, som de vælger at prioritere, rigtig mange har slet ikke råd til at komme til tandlægen. Derfor vil vi forsøge at hjælpe på disse punkter, så godt vi kan. Vi talte ligeledes om, at vi ville indkøbe tandbørster til alle børnene, mærkater og tuscher til, at skrive børnenes navne på tandbørsterne, således at de ikke blev smidt væk, brugt til alle mulige ting eller ville blive byttet om på kryds og på tværs. Vi blev enige om, at vi ligeledes ville tage dem med os hjem hver dag og ligeledes medbringe dem igen næste dag.
Julie, Mette og jeg tog derfor ud til Patrice som det første, for at indsamle børnenes navne og alder, så vi havde et billede af, hvilken aldersgruppe vi skulle arbejde med. Men inden vi fik set os om, havde vi 200+ navne af børnene på gaden og der var mange, mange flere børn. Det gik her ret hurtigt op for os at vi havde påtaget os en for stor opgave. Hvad stiller man op i sådan en situation… At være fire pædagogstuderende til over 300 børn??

Vi tog efterfølgende en snak med vores chef og vi blev hurtigt enige om, at tandbørstningsprojektet måtte vente lidt endnu, da 300+ børn, indtil vi har fundet en plan for, hvad vi gør. Vi aftalte derfor med ham, at vi kunne købe noget legetøj til børnene, som vi kan tage med derud dagen efter. Dette ville selvfølgelig også hjælpe os, i vores proces med at skabe relationer til børnene.

Næste dag følte vi os SÅ klar til at give alle børnene en masse legetøj. Vi havde indkøbt både store og små basketballs, bøger, kridt, babyrangler, plastikklodser med bogstaver og forskellige skumbolde, således at der var lidt forskelligt til alle aldersgrupper. Vi ankommer til Patrice og sætter os for enden af vejen for at vente på Kristoffer, vores daglige leder, men da vi blot har siddet i omtrent 5-10 minutter, kommer der et par børn, lidt efter lidt flere børn og inden vi får set os om står der 10 børn – eller var der flere… (?) – rundt om os. De leger rundt om os, læner sig op af os og er meget nysgerrige efter, hvad dog har i tre røde plastikposer, som kan fylde så meget.

Vi besluttede os for at vi ikke ville blive siddende der længere og vi begav os derfor hen af den gade vi skal arbejde på. De ca. 10 børn, som lige havde stået omkring os, fulgte efter os, samtidig med at flere og flere børn kom løbende imod os fra den anden ende af gaden. Alle ville se hvad vi havde i poserne. Voksne og ældre mennesker kom med deres spædbørn, børnebørn etc. for at bede om det vi havde i poserne. Jeg fornemmede at de blev lidt skuffede, at det ”blot” var legetøj vi havde med til børnene, og ikke rigtigt tøj. Jeg kan godt se, at det måske havde gavnet folkene på gaden noget mere, hvis vi havde haft tøj med til dem, således at de slap for at gå i deres beskidte, slidte og ødelagte kluns… men nu ligger vores fokus jo på børnene, så derfor havde vi valgt at der skulle købes legetøj, også for at vi havde noget at beskæftige os med, sammen med børnene. 

Da vi stopper op for enden af gaden har vi langt over 100 børn rundt om os og der begyndte at køre store lastbiler og taxaer forbi os, derfor tænkte vi at vi måtte finde et andet sted, hvor det var mere sikkert for os og børnene at være. Vi gik derfor lidt tilbage mod hvor vi kom fra. Pludselig har vi vel nok over 300 børn omkring os, som både hiver i vores medbragte poser, vores arme, vores tøj og sågar vores tasker (for min og Julies vedkommende) og jeg havde endda en pengekat under min T-shirt og alligevel, begynder et par børn, at løfte op i min T-shirt, for at komme ind til pengekatten. Jeg må ærligt indrømme, at børnene var meget tæt på at gå over min personlige grænse.

Der var en filippinsk kvinde, som var så venlig at hjælpe os med at forsøge at holde styr på børnene og at hjælpe os med at dele legetøjet ud til dem. Men situationen udviklede sig hurtigt ud i noget der kunne sammenlignes med en flok sultne løver, der alle kæmper for at få retten til at dræbe og spise en lille gnu. Hvor end vi gerne ville, kunne vi simpelthen ikke blive der ret meget længere. Vi måtte kæmpe os hen til den nærmeste ledige taxa, for at komme væk derfra, hvilket var lidt besværligt, fordi nogle af børnene begyndte, at åbne taxadøren i min side så taxaen ikke kunne køre.
”Just drive driver – we need to get away from here!” … Vi var alle tre målløse og chokeret. Vi havde ikke regnet med at det ville ende sådan, at vores ellers rigtig gode ide, ville ende i sådan et kaos. Vi fik en pose med os, med legetøj til de mindre børn. Puha…!

Vi aftalte nogle timer senere at tage derud igen, blot fordi vi fik det lidt dårligt med at efterlade den filippinske kvinde alene i kaosset blandt alle de børn. Vi aftalte derfor med Kristoffer at mødes med ham derude. Da vi møder Kristoffer derude, er der en anden filippinsk kvinde, som er i fuld gang med at skrive alle børnenes navne og alder ned på noget papir, fordi vi i går ikke fik alle børnenes navne. Vi aftalte med denne kvinde, at vi i dag ville tage ud og købe tandbørster og tandpasta til børnene, da vi i morgen (torsdag) vil børste børnenes tænder, for at gøre dem og deres familier bevidste om, at det er vigtigt for ens sundhed, blandt andet at have en god mundhygiejne.

Vi har derfor været i et supermarked i Colon, for at købe 100 tandbørster og 5 tuber børnetandpasta. I morgen forsøger vi med et tandbørstningsprojekt, der for dig som læser dette, måske godt kan virke uoverskueligt, måske endda uopnåeligt, men vi tror på at det kan lykkes. Jeg vil lige huske at give børnene i Patrice en stor ros for, at de uden besvær kan stille sig op i en lang række og vente, måske ret utålmodigt, på at det bliver deres tur, men de kan. Det er vigtigt at huske på.  Det oplevede vi nemlig i dag, inden det udviklede sig til et kaos. 

Jeg bliver lige nødt til at fortælle dig, som læser dette, at disse børn har et behov for og nyder at møde nogle mennesker, som har et kæmpe hjerte og som har vilje og lyst til at være der for dem.
I børnenes øjne er de ikke omsorgssvigtede, fordi de kender ikke til andet, end det de er opvokset med og det de er opdraget til, men i vores pædagogiske øjne er de dybt, dybt, dybt omsorgssvigtede, og derfor er det vigtigt at vi er der og giver dem den omsorg og opmærksomhed som vi nu engang kan. Lidt kan også gøre en forskel!

 

 

Malapasqua

30.aug - 1.sep 2014

 

Puha… Det var godt nok meget tidligt vi skulle op. Vi skulle nå bussen kl. 04:30 fra busterminalen i Cebu City og havde derefter en bustur på fire timer i vente. Busserne hernede er ikke som busserne hjemme i Danmark – enten er det busser med aircondition, hvor man sidder nogenlunde godt, men hvor der bliver pokkers koldt lige ned i nakken, ellers er det busser uden aircondition, hvor der bliver ekstremt varmt, når først filippinere maser sig ind – ja i busserne og for den sags skyld også i landets Jeepnyer, bliver der proppet mennesker ind, også selvom at man bliver nødt til at sidde fast klemt og måske endda også oven på hinanden. Heldigvis kunne vi (Mette, Julie, Maria og jeg) de første 3 timer deles to om 3 sæder – 3 ret små sæder. Tja, busserne og jeepneyerne er bestemt ikke bygget eller egnet til hvide mennesker, især ikke dem som har lange ben.
Men i forhold til busserne, så er det turen værd, når man tænker på sin endestation. Busturen bød på den smukkeste udsigt igennem bjergene og det filippinske landskab, med deres rismarker og palmer i begge sider af vejen. Vores endestation på denne bustur var Maya, hvor vi derfra skulle med en lille båd ud til en større båd, som på omkring 45 minutter skulle sejle os til en vildt lækker ø – Malapasqua. Der venter sol, varme, meget mere sol og varme og afslapning, og jo også en masse badning i det ekstremt klare vand. Malapasqua er en lille ø, som kun er 3 km lang og 1 km bred, så man må gå ud fra at alle på øen kender hinanden.

I vinteren ’13 havde Filippinerne en tyfon (Haiyan), som ødelagde mange områder af landet, det fik vi i hvert fald med vores egne øjne bekræftet, da der lå skrald, ødelagte palmer og kokosnødder rigtig mange steder. Ja, også under vandet, på havbunden, havde tyfonen gjort skade – mere om det lidt senere. Men den filippinske befolkning er godt nok nogle af de mest stærke og glædesfyldte mennesker jeg nogensinde har mødt – for på trods af at Filippinerne årligt bliver ramt af ca. 20 tyfoner, så forstår de virkelig at vedholde deres smil og positivisme, og de bliver ved og ved med at genopbygge landet efter naturkatastrofernes skader, også selvom at de næsten igen ressourcer eller penge har. De fortjener virkelig et skulderklap!

Jeg mener dog alligevel at denne ø – på trods af tyfonens skader – stadig udstråler afslapning, fred og ro, og ikke mindst – paradis!

… Der er ingen jeepneyer, taxaer eller busser? Hvordan kommer vi så rundt på øen (så lille som den er, kunne man jo sikkert godt gå), men det viser sig at øens trafik kun består af moterbikes – så det er jo meget mere fredeligt end den voldsomme trafik der er i Cebu City.

Nå, men vi skulle jo finde et sted at bo, så Maria, som har været på øen mange gange før, viste os forskellige steder, som vi kunne vælge imellem. Det første sted var lidt skuffende. Det var et bambushus, hvor vi kunne bo på 1.salen, men det prisen var bare mere, end hvad vi ville få til prisen. Det næste sted vi kiggede på, var også et bambushus, hvor Mette, Julie og jeg skulle sove i én seng – der var vidst ikke plads til os (vi fylder lidt alle tre). Og der var et toilet uden en dør, så vi kunne vidst rigtig komme til at komme hinanden ved her. Åh gud… Men det blev til at det blev det sidste resort, som vi valgte. Så næste skridt var, at ligge vores tasker på værelset og hoppe i badetøjet, og derefter tog Maria os ud til den mest fantastiske og smukkeste strand. Hvidt sand så langt øjet rakte og blåt krystal klart vand. Yes, det her kan vi vidst godt holde til. Vi lå og blev godt og grundigt stegte i tre timer. Vi blev derefter enige om at dele os op, Mette og Julie tog tilbage til vores værelse for at skifte tøj, imens gik Maria og jeg hen til en lille restaurant, som lå meget tæt på vandet, så vi havde rig mulighed for at nyde udsigten og et godt måltid mad og ikke mindst en vildt lækker banan shake. Mums…

Aftenen var dog mindre positiv, da vi alle var meget trætte. Jeg tog ud og spiste aftensmad med Maria og hendes daværende kæreste, imens Julie og Mette havde en uheldig oplevelse med en stor edderkop, kakerlakker og et tilstoppet toilet. Dette resulterede i, at de pakkede deres ting, og mine, og flyttede på et meget fint hotel, mens jeg flyttede over til Marias resort, som hedder Villa Sandra. Det er et meget hyggeligt resort, hvor mange turister, især dem som er snorkel og dykkerinteresseret kommer.

Næste dag vågnede jeg til en morgenmad bestående af ris, omelet og cola – meget lækkert faktisk, men meget anderledes fra min havregrød og havrefras hjemme i Danmark. Maria og jeg så eller hørte intet til Mette og Julie den dag, så Maria og jeg tog den absolut mest fantastiske beslutning – vi skulle da selvfølgelig snorkle hele dagen. Jubii!!!!! Det bliver så fedt, selvom at jeg aldrig havde prøvet det før. Inden vi tog på snorkeltur, viste Maria mig en lokal familie, som hun kender en del til. Jeg ser et lille hus ikke større en 10 m2, hvor der bor en familie på, jeg mener at det var 13. Det var da godt nok vildt, at de kan bo sådan, men som jeg skrev i starten af dette indlæg, så formår filippinerne at få det bedste ud af de ressourcer de nu engang har, og stadig er de så positive og livsglade. Danmark burde være misundelige!!

Vi lejede en båd med nogle lokale, som guides, og så sejlede vi ellers rundt om øen. Første stop på bådturen, skulle vise sig at være det mest spændende og mest fantastiske jeg nogensinde kunne drømme om. Vi snorklede omkring 6-8 m over et sunket japansk krigsskib (mener at det var et bombeskib) fra anden verdenskrig. Desværre ejede jeg ikke et dykkerkamera dengang, så jeg fik ingen billeder, men jeg skal helt sikket tilbage dertil en gang i fremtiden. Det var stort og vildt flot, og meget af skibet var stadig i sin oprindelige form.

Derefter så vi på vores bådtur en masse super flotte fisk og koraler i alle størrelser og farver – SÅ smukt! Jeg fik også muligheden for at prøve at blive omringet af en masse fisk, ved at vi fodrede dem med nogle små boller, som vi havde med som snack til turen, men jeg vil sgu gerne sulte lidt, for at få denne oplevelse.

Da turen var overstået tog vi tilbage til resortet, hvor vi fik et bad, skiftede tøj og slappede af, inden den stod på aftensmad og hygge på terrassen. De forskellige gæster var samlet til et par øl og lidt akustisk guitarmusik og sang. Det var så hyggeligt. Sent på aftenen blev det min sengetid og næste dag var det retur til Cebu City.